En kort redegørelse for hovedprincipperne bag    

Rationel Psykoanalyse

af

Rationel psykoanalytiker

Henrik C. V. Hansen

 

 

Historien

Rationel Psykoanalyse blev udviklet af den danske psykoanalytiker Erik Carstens (1896-1970) i perioden fra 1930 til 1970. Han var selv uddannet Psykoanalytiker inden for den freudianske skole med så anerkendte læreanalytikere som Jarnö Harnik og Wilhelm Reich. Denne uddannelse blev dels taget i Schweiz , hvor Carstens var skoleinspektør for en, af ham selv oprettet, friskole, hvis elever i mange tilfælde var problembørn. I 1930 vendte han hjem til Danmark og startede på en revision af Freuds og Jungs teorier. Motivationen for at gå i gang med dette arbejde var først og fremmest, at han var utilfreds med den videnskabelige uklarhed, der herskede indenfor ovennævntes teoridannelser. Denne indsats udmøntede sig i et forfatterskab på 14 bøger i tidsrummet 1933-1970.

 

Erkendelsesteori

I bogen:" Er mennesket en automat ? "  opstiller Erik Carstens selv en erkendelsesteori for psykoanalysen, blandt andet ved en meget detaljeret og saglig kritik af erkendelsesteoretikere såsom David Hume, Kant og Descartes. I bogen behandles og løses bl.a. følgende spørgsmål: 1) Troen på årsagsaksiomet, 2) Hvad er virkelighed? 3) Det erkendelsesteoretiske forhold mellem sjæl og legeme og 4) Forholdet mellem erkendelsesteori og videnskab. Desuden opstiller han en ny symbolteori der afklarer det videnskabelige begrebs betydning for teoridannelsen. Denne erkendelsesteoretiske afhandling er i sig selv revolutionerende, men lægger også fundamentet for de aksiomer som er grundlaget for Rationel Psykoanalyse.



Det videnskabelige spørgsmål

De videnskabelige krav, som der stilles til teoridannelsen indenfor Rationel Psykoanalyse, er i overensstemmelse med de krav, der stilles til de naturvidenskabelige fag, hvilket der vil blive argumenteret for i det følgende:

 

1)  Teorierne bygger på aksiomer:

Aksiomer er nogle, for den pågældende videnskab, grundliggende sætninger, der har til opgave at forklare det virkelighedssyn, man anlægger i forbindelsen med teoridannelsen. For eksempel er der indenfor matematikken opstillet følgende aksiom: To parallelle linier vil aldrig skærer hinanden. Disse sætninger kan i sagens natur ikke bevises videnskabeligt, men må undersøges ved hjælp af erkendelsesteorien. Det er derfor af afgørende betydning for en videnskabelig teori, at det erkendelsesteoretiske grundlag er iorden, da der ellers vil kunne stilles begrundede invendinger mod de opstillede aksiomer. Ydermere har aksiomer til opgave at afgrænse forskningsområdet, således at årsagssætningen kan anvendes.Der vil senere blive givet eksempler på aksiomer indenfor Rationel Psykoanalyse.


2)Teorierne er formuleret ved hjælp af entydigt definerede begreber:

Begreber er de ord (symboler), som en videnskab anvender til at beskrive de konklusioner, i form af teorier, som forskningen har resulteret i. At der ikke må være nogen tvivl om, hvad et begreb betyder skyldes, at det er den eneste måde, man kan sikre, at der ikke opstår misforståelser i forbindelse med den kommunikation, der nødvendigvis må være mellem forskere, når de skal efterprøve hinandens resultater. Kan der opstå usikkerhed her, er "efterprøvningen" selvsagt ikke længere nogen garanti for teorienes sandhed.

 

3)  Grundbegreberne vælges med omhu:

Med dette punkt menes, at det er af afgørende vigtighed, at man vælger nogle grundbegreber, som alle principielt kan forholde sig til. Dette skyldes, at det ellers er umuligt for en forsker, der skal sætte sig ind i teorierne, at vurderer rimeligheden i de valgte grundbegreber.

Eksempel: Det ubevidste er et dårligt valgt grundbegreb af følgende grunde:

1)  Det er i praksis umuligt at trække en skarp grænse mellem bevidste og ubevidste erindringer.

2)  Det er teoretisk umuligt at trække en skarp grænse mellem det bevidste og det ubevidste.

3)  Det ubevidste sjælelige indhold kan ifølge definitionen ikke iagttages direkte.

Man kan derfor principielt postulere hvad som helst i forbindelse med det ubevidste, og det er da næsten også gjort. Ligeledes har symbolerne drift, fortrængning og sublimering den kedelige egenskab, at de er lige så komplicerede, som det oprindelige problem, neurosen, og deslige er de vanskeligere at iagttage.

Eksempler på grundbegreber fra Rationel Psykoanalyse: Traume, hæmning og trossætning (disse grundbegrebers betydning for teoridannelsen vil blive klart senere).

 

Desuden beskriver Erik Carstens i hele sit forfatterskab, hvorledes han videnskabsteoretisk forholder sig til udviklingen og anvendelsen af den Rationelle Psykoanalyses teorier. Det videnskabelige er derfor ikke noget underforstået i Carstens forfatterskab, men indgår som en organisk del af den argumentation, han fremfører for sine teorierne.

 


 

Det sunde og det syge sjæleliv I

Det centrale i teoridannelsen indenfor Rationel Psykoanalyse er postulatet om, at mennesket kan opleve sig selv som værende i to væsentligt forskellige sindstilstande. Den ene tilstand betegnes "det sunde sjæleliv" og er kendetegnet ved, at personen oplever sig selv som værende i god kontakt med virkeligheden. Den anden tilstand betegnes "det syge sjæleliv" og er kendetegnet ved, at personen oplever sig selv som værende genert, hæmmet eller i en indre konflikts vold, hvorved evnen til sand virkeli2hedserkendelse kan være betydeligt nedsat.

Ovenstående postulat kan betragtes som det aksiom, der udgør fundamentet for den Rationelle Psykoanalyse. Det vil blive formuleret kortere senere, men først undersøges om det i det hele taget er rimeligt at accepterer aksiomet. Det kan gøres ved f.eks. at se på teorien for hæmninger.


Hæmninger

Først 3 udtalelser man typisk hører i denne sammenhæng:

 

1)  Jeg er sikker på, at det drejer sig om en hæmning, eftersom jeg

     tidligere reagerede helt anderledes og bedre.

2)  I de og de omgivelser er jeg hæmmet, men i andre er jeg ikke.

3)  Til de og de tider er jeg hæmmet, til andre er jeg ikke


Som et eksempel kunne man nævne det at være hæmmet over for autoriteter som f.eks. sin chef.

 

Hæmning defineres ved aksiomet: En sjælelig funktion er hæmmet, når den foregår langsommer eller dårligere end normalt.

Da det er rimeligt at antage, at de fleste kan forstå ovenstående 3 udsagn og eksempel, er der allerede argumenteret for at symbolet hæmning, er et godt valgt grundbegreb. Hermed er der fundet et grundlag for teoridannelsen, som de fleste umiddelbart kan accepterer. Spørgsmålet må herefter være: " Hvordan  opstår hæmninger ?"  Videnskabsmanden vil prøve at finde svaret ved systematisk at studerer personer med hæmninger, med henblik på at finde et andet fænomen, som hæmninger kan sættes i forbindelse med.

 

 

Traumer

Efter således at have studeret en mængde hæmninger vil man nå frem til den konklusion, at hæmninger optræder i forbindelse med traumer. ved at studere denne sammenhæng nøje vil man desuden opdage at sammenhængen er således, at hæmningen er en tilstand, der følger efter et traume. Det andet grundbegreb i hæmningsteorien er derfor traume, og det vil blive defineret ved følgende aksiom: Traume er en sjælelig tilstand, hvor sjælelivet er overbelastet og derfor i en kaotisk tilstand.

 

Eksempel: Hvis man får ramt sig selv over fingrene, når man forsøger at hamre et søm i en væg, kan dette slag være så smertefuldt at "det sortner for øjnene", d.v.s. at man kommer i en traumatisk tilstand.

 

Enhver der har prøvet dette, vil sikkert også kunne nikke genkendende til, at lysten til forsat at svinge hammeren er blevet hæmmet, man er blevet mere forsigtig. Af ovenstående eksempel kan man se at hæmningen (forsigtigheden) efterflulgte traumet (slaget over fingeren).

Det normale er herefter, at man med tiden genvinder den selvtillid, der er gået tabt i forbindelse med traumet. Dette betyder at hæmningen aftager, og at man atter tør at svinge hammeren frigjort. Denne proces betegnes "sindets naturlige lægende kræfter".

Men hvis hæmninger under naturlige forhold aftager af sig selv, hvordan kan det så være, at der er hæmninger, der tilsyneladende ikke aftager med tiden, såkaldte fikserede hæmninger?

 

 

Fikserede hæmninger

Ovenstående eksempel beskriver, hvorledes en sund person ville reagerer over for et traume, men der findes også et andet reaktionsmønster. Dette reaktionsmønster kan enten være et resultat af, at personen gentagende gange er blevet udsat for det samme traume, eller at personens psykiske sundhed allerede inden den traumatiske oplevelse var svækket. Tager man udgangspunkt i ovennævnte eksempel, kunne man forestille sig, at en person, der i forvejen har meget ringe selvtillid, kunne reagerer hysterisk på traumet (slaget over fingeren). Personen ville i så fald f.eks. reagerer ved at smide hammeren fra sig med ordene:" jeg duer ikke til at hamre søm i." Man ser, at denne sætning er et udtryk for personens overbevisning vedrørende egne evner. Det er vel også herefter logisk, at en person der har denne overbevisning aldrig bliver god til at slå søm i. Personen er altså blevet kronisk hæmmet, og hæmningen er blevet fikseret ved ovennævnte trossætning. Med andre ord ligger denne  denne trossætning fremover konstant i baghovedet, og vil dukke op hvergang vedkommende tænker på at slå et søm i. Traumet har altså bevirket, at personen har fået en fikseret ide om sig selv. Trossætning er derfor hæmningsteoriens 3. grundbegreb og defineres ved følgende aksiom: Trossætninger er en absurd overbevisning angående virkeligheden.

Ovenstående er et eksempel på en hæmning, som de fleste nok ville kunne leve med uden de store problemer. Rammer en hæmning derimod så centrale funktioner som f.eks. talen, tænkningen eller følelserne vil det indebære en standsning i personens naturlige udvikling.

 

Trossætninger

Trossætninger er, som det er vist i det ovenstående eksempel, en sætning, der opsummerer en  overbevisning vedrørende virkeligheden. Trossætninger er altid af absolut karakter, som for  eksempel:" Alle Jyder er dumme" eller "alle københavnere har storhedsvanvid". Det er klart, at med  en sådan forudindtagenhed kan det være umuligt at gennemføre en samtale med et positivt udbytte.

Trossætninger kan derfor være en afgørende forhindring for en konstruktiv udvikling. Den  absolutte karakter resultere deslige i, at den pågældende overbevisning altid vil vise sig at være  absurd.

I denne redegørelse er der kun givet eksempler på trossætninger, der er opstået i forbindelse med  traumer. De kan dog også opstå i en række andre forbindelser, som angivet ved nedenstående liste:

1. Massepåvirkning, miljøpåvirkning

2. Suggestion fra opdrager

3. Traumer ved overgreb og/eller konflikt med opdrager

4. Psykiske illusioner

5. Falske abstraktioner ( at man kun ser det man vil se)

 

Terapeutisk teknik

Af ovenstående eksempel følger, at når man skal overvinde en fikseret hæmning gøres det på

følgende måde:

1) Først erkendes det at man har en hæmning (jævnfør de 3 udtalelser).

2) Herefter skal man prøve at finde den trossætning der fikserer hæmningen.

3) Denne trossætnings absurditet erkendes, hvorved den mister sin magt over sjælelivet.

4) Det grundlæggende traume vil herefter blive reaktiveret (komme op til overfladen).

5) Ved nu atter at forholde sig til det gamle traume, men nu med en større modenhed, indsigt og

eventuelt i samarbejde med en psykoanalytiker, kan man finde nye løsningsmodeller på den

traumatiske oplevelse. Herved opløses den traumatiske knude, og sjælelivet vil atter indtage den

naturlige plasticitet, som det havde før traumet.

 

 

Videnskabsteoretiske konklusioner I

 

Hæmningsteorien er et skoleeksempel på:

 

1) En grundmetode: At skære alt overflødigt væk, at ramme det centrale i en sag, og at gøre teorien så simpel og overskuelig som muligt.

 

2) At tage udgangspunkt i et iagttagebart fænomen, der egner sig som grundbegreb, fordi det på en simpel måde hænger sammen med andre iagttagebare fænomener.

 

3) At der skal være en organisk sammenhæng mellem teori og terapeutisk teknik: teorien skal give en fuld begrundelse for teknikken og teknikken skal når den anvendes. fuldtud bekræfte teorien.

 

Trossætningerne determinerer sjælelivet.

Det fremgår altså af ovenstående eksempel, at trossætningerne har den virkning, at de aktiverer hæmningen hver gang personen i sin tænkning og/eller handling kommer ind på det område, som  den pågældende trossætning omhandler. Omvendt vil det være sådan, at så længe de ømme punkter ikke bliver berørt, vil personen intet mærke til sin hæmning.

Med trossætningernes determinering af sjælelivet menes, at de gør personens handlinger forudsigelige, med andre ord at der opstår kausalitet i sjælelivet. Denne kausalitet er ikke kendetegnende for et sundt fungerende sjæleliv. Dette er så fint struktureret, at det ikke er muligt at forudsige en persons næste handling. Man kan selvfølgelig havde nogle logiske bud, men den sunde vil altid have muligheden for at overraske. Modsat med det hæmmmede sjæleliv, det vil, hver gang en bestemt situation opstår, som er underlagt en trossætnings domæne, reagerer på samme måde. Det er oven i købet ikke sjældent, at en hæmmet person selv er klar over, at vedkommendes handlingsmønster er uhensigtsmæssigt, men på grund af den uerkendte trossætning, er personen ikke istand til at ændre sin adfærd. Dog, måske i visse tilfælde, hvor man sætter al sin vilje ind, hvis man for eksempel ikke ønsker, at en anden skal lægge mærke til, hvor nervøs man kan blive i visse situationer. Men en sådan viljes handling er meget energikrævende, og vil i løbet af kort tid udmatte den kronisk hæmmede så meget, at trossætningen igen får overtaget, og så er man tilbage i den gammel kendte rolle. At trossætninger kan have en så dominerende virkning på sjælelivet, kan man f.eks. overbevise sig om ved at tænke på, at det faktisk er de samme mekanismer, som en hypnotisør gør brug af, når han overbeviser en given person om, at vedkommende for eksempel er en høne.

 

Det sunde og syge sjæleliv II

Man kan altså konkluderer, at man dels kan være i en tilstand, hvor sjælelivet er hæmmet, eller man kan være i en tilstand, hvor sjælelivet er normalt fungerende.

Om det hæmmede sjæleliv kan man sige, at det fremkommer hver gang en bestemt situation opstår, og at personen derfor hver gang reagerer på samme måde, med andre ord: Det hæmmede sjæleliv er kendetegnet ved gentagelsen. Spørger man en hæmmet person, om vedkommende er tilfreds med sin ydeevne i de pågældende situationer, vil man naturligt nok få svaret nej, med andre ord: Det hæmmede sjæleliv er kendetegnet ved sin uhensigtsmæssighed. Ovenstående konklusion fører os frem til følgende aksiom for sygt og sundt sjæleliv:

 

Sygt sjæleliv er den del af sjælelivet der består af unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser. Det sunde sjæleliv er ikke underlagt samme mekanismer.

 

På baggrund af denne gennemgang er det blevet sandsynliggjort, at det er rimeligt at antage at man kan være i to forskellige sindstilstande:

1) En tilstand hvor virkelighedsopfattelsen er præget af realitetstestning.        (sundt sjæleliv)

2) En tilstand hvor virkelighedsopfattelsen er determineret af trossætninger.  (sygt sjæleliv)

Af ovenstående følger, at det ikke er rationelt at skelne mellem såkaldte normale på den ene side og neurotikere på den anden. Dette skel går ikke gennem samfundet men derimod gennem det enkelte menneske. Således at forstå, at det normale er, at der både er sider af personens sjæleliv der er præget af god virkelighedserkendelse og sider der er præget af trossætninger. Ideelt set må det dog være sådan, at man ønsker, at så lille en del af sjælelivet som muligt er underlagt trossætningernes diktatur, og det er netop i denne forbindelse at Rationel Psykoanalysen kan anvendes.

 

 

 

Videnskabsteoretiske konklusioner II

De krav der er stillet i artiklen til den videnskabelige teori, vil man måske i nogle kredse opfatte som antikverede. Det er i dag ikke ualmindeligt at man møder det synspunkt, at det overhovedet ikke er muligt at give nogen entydig definition på, hvad der menes med en videnskabelig teori. Det er dog ikke væsentligt , hvad man eventuelt kan udvidde begrebet videnskab til, da det i Rationel Psykoanalyse hele tiden er målsætningen at honorere de skrappeste krav man kan opstille. Den definition for videnskab der her er anvendt lyder: Formålet med at opstille videnskabelige teorier er at forklare de bagvedliggende årsager for de iagttagede fænomeners fremtræden.

For erfaringsvidenskaberne giver denne definition anledning til, at der må tages to hensyn:

 

1)  At forskningsområdet er afgrænset da det ellers ikke er muligt at anvende årsagssætningen.

 

2)  At det iagttagede fænomen gentager sig regelmæssigt således at iagttagelserne kan opsummeres i en videnskabelig lov.

 

Det ses at ovennævnte krav opfyldes ved at tage udgangspunkt i grundaksiomet. Dels er hæmningsteorien en teori der udelukkende omhandler det syge sjæleliv, og dette er skarpt afgrænset fra resten af sjælelivet ved aksiomet. Dels er det syge sjæleliv netop defineret ved (unødvendige og uhensigtsmæssige) gentagelser, hvorved det kan analyseres emperisk, med henblik på at opstille love for de iagttagede fænomener.

 

Vurdering af teorien

Når det syge sjæleliv er determineret af trossætninger, betyder det, at der er visse dele af sjælelivet, der er acceptabelt i forhold til trossætningen, og omvendt, at der er visse dele af sjælelivet, der ikke er acceptabelt. De uacceptable sider af sjælelivet ville Freud sige var fortrængt til det ubevidste. Dette fænomen lykkedes det ham dog aldrig at forklare på en tilfredsstillende måde. Af denne redegørelse fremgår det, at man ved at vælge sine grundbegreber med omhu, som for eksempel ved at tage udgangspunkt i begrebet hæmning, slet ikke løber ind i problemer så som definitionen af "det ubevidste" og "fortrængende kræfter". Når man tager udgangspunkt i de ovennævnte symboler, "det ubevidste" og "fortrængning", går man, om man så må sige, den modsatte vej i teoridannelsen, hvilket giver en uforståelig teori.

Ovenstående eksemplificere en væsentlig pointe hvad angår den videnskabelige teoridannelse: Man kan ikke hævde at en teori beskriver virkeligheden, men man kan ud fra andre krav vurderer den ene teori i forhold til den anden. Der er i det foregående allerede nævnt en række krav, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er tale om en videnskabelig teori. Er der tale om to videnskabelige teorier, kan disse vurderes i forhold til hinanden efter følgende principper:

 

Når en ny teori fremstår som en konkurrent til en gammel, kræver vi ofte, at den nye teori forklarer alle de data, som den gamle teori forklarede, og at:

 

1)  Vi bør vælge en teori, der forklarer mange data frem for en, der forklarer få. Og at den derudover forklarer fænomener, som den gamle ikke kunne forklare.

 

2)  Givet at to teorier forklarer lige mange data, foretrækker vi en teori der leder til, og forklarer, nye observationer frem for en, der kun forklarer allerede kendte data.

 

     3) Vi foretrækker en simpel teori frem for en kompliceret.

 

Det er det min erfaring, at når man anvender den Rationelle Psykoanalyses teorier i sin helhed, er det muligt at afklare alle de problemstillinger, hvor uklare og usammenhængende teorier ellers har været herskende og at:

 

Ad 1)  På baggrund af mange års studier er det min opfattelse at der ikke er nogen teorier der forklarer så mange data som Rationel Psykoanalyse. Desuden forklares en lang række fænomener, som for eksempel jegspaltning, neurotisk skyldfølelse, generthed samt en narcismeteori der til fulde afklarer de spørgsmål som Freud efterlader.

 

Ad 2) Rationel Psykoanalyse er en åben teoridannelse. Dette gør at det altid er muligt at hæfte nye teorier på de allerede skabte. Et princip man også kender fra fysikken, men ikke fra for eksempel den freudianske skole.

 

Ad 3) Rationel Psykoanalyse vil altid have det mål at gøre teorierne let forståelige, da den præcise kommunikation mellem analytiker og analysand er af afgørende betydning for såvel den teraputiske proces som forskningen. Det er min opfattelse at denne målsætning er opnået bedre her end ved andre af mig kendte teoridannelser.

 

Det har i denne korte redegørelse selvfølgelig kun været muligt at give et eksempel på en meget lille del af teorierne, men alle teorier indenfor Rationel Psykoanalyse følger de samme principper.

 

 

Konklusion

Der er i denne redegørelse argumenteret for, at sjælelivet kan fremtræde i to forskellige tilstande: En tilstand hvor virkelighedserkendelsen er god, og en tilstand hvor virkelighedsopfattelsen er determineret af trossætninger. Denne konklusion medfører, at det er irrationelt at opdele mennesker i neurotikere og normale. Tværtimod går skillelinien mellem det velfungerende sjæleliv og det neurotiske sjæleliv gennem det enkelte menneske, således at vi nok alle må acceptere en vis portion neurotiske reaktioner i vores dagligdag. Det er dog også indlysende, at det er ønskeligt at det syge sjæleliv dominerer ens tilværelse så lidt som muligt. Det er derfor min opfattelse, at det absolut er værd at gøre en indsats for at sætte sig ind i den Rationelle Psykoanalyses teorier, da man herved får et meget kraftigt værktøj i hænde, til at gøre op med de trossætninger, der ellers ville ensrette valg og handlemønstre på en uhensigtsmæssig måde, da dette er af afgørende betydning, ikke kun for den enkeltes velfærd, men også for et samfunds kulturelle udvikling.

Til sidst skal der selvfølgeligt advares imod, at man begynder en analyse alene ud fra denne redegørelse, da der her kun er medtaget det, for forståelsen, allermest nødvendige.