l.

Nedenstående artikel blev udgivet som et hæfte i 1944 af Erik Carstens.

Jeg har valgt at medtage den i sin helhed, dels fordi den forsøger at basvare et væsentligt spørgsmål, men også for at give et indtryk af hvem Erik Carstens var gennem den stil som den er skrevet i.



                         Hvem lader sig analyserer, og hvorfor ?

                                  Et vanskeligt spørgsmål.

Det er ikke sjældent, at undertegnede bliver stillet overfor spørgsmål vedrørende psykoanalysen fra personer, der enten selv påtænker at gennemgå en psykoanalytisk behandling, eller som har pårørende eller venner, som står overfor en sådan mulighed. Da psykoanalysen er et stort emne, der ikke kan gøres forståeligt uden lange forklaringer, ville det simpleste være at henvise til bøger. Uheldigvis er det sådan, at alle bøger om psykoanalysen i øjeblikket er mere eller mindre forældede, fordi udviklingen af denne videnskab er gået så hurtigt i de sidste år­tier. Denne mangel har også min egen bog: "Den psykoanalytiske me­tode" (Jespersen

& Pio, 1931) - der i øvrigt forlængst er udsolgt ­og verdenssituationen har bevirket, at en i mange betydningsfulde ret­ninger revideret fremstilling hviler i manuskriptform i mine gemmer afventende mere normale tider for at blive publiceret. Indtil da må nærværende lille tryksag tjene som en - selvfølgelig meget ufyldest­gørende - erstatning.

Misvisende slagord.

Det almindelige kendskab til psykoanalyse er herhjemme meget ringe - som oftest begrænset til visse uklare og misvisende slagord såsom:

"Kernen i enhver neurose er en seksuel fortrængning", "Det skjulte indhold af enhver drøm er et seksuelt ønske", eller ord som "kom­plekser", "mindreværdsfølelse" og "det ubevidste". Mange opfatter fejlagtig psykoanalysen som en morallære eller rettere en lære i anti­moral gående ud på, at individet bør frem for alt tilfredsstille sine så­kaldte drifter. Ofte er kendskabet så ringe, at psykoanalysen forveksles med psykoteknik på grund af ordligheden. Psykoteknik er en metode til professionel rådgivning, medens ordet psykoanalyse betegner dels en videnskab, der beskæftiger sig med de dybere lag af det menneske­lige sjæleliv, dels en terapi baseret på den nævnte videnskab og an­vendt overfor visse sjælelige sygdomme og endelig en metode til udforskning af menneskeligt åndsliv i al almindelighed f. eks. religions­psykologi, antropologi, skønlitteratur, kunst m. m. Når jeg tilføjer, at psykoanalysen spiller en betydelig rolle i moderne pædagogik, særlig når talen er om opdragelsen af vanskelige børn (f.eks. nervøse, asocia­le eller udviklingshæmmede børn), vil det forstås, at den må betragtes som en kulturfaktor, hvad enten man ud fra sit øjeblikkelige stand­punkt vurderer den positivt eller negativt. Det er i alle tilfælde en faktor, som det moderne menneske før eller senere tvinges til at tage standpunkt til, da den beskæftiger sig med mangfoldige kulturproble­mer, som ikke er blevet løst ad anden vej og almindeligvis bliver neg­ligeret.

Hvem er sagkyndig?

En af grundene til det ringe kendskab til psykoanalysen i den danske offentlighed er den ejendommelighed, at man ikke er enige om, hvem der skal betragtes som sagkyndig m. h. t. psykoanalyse, og dette er igen en følge af, at det drejer sig om en videnskab, der bryder helt nye veje, og hvis vugge stod ved århundredskiftet. Den har på grund af den overvældende mængde grundlæggende videnskabelige problemer, som den har stået overfor i sin korte levetid, endnu ikke haft tid til at tilkæmpe sig en plads udadtil på lige fod med andre videnskaber. Da psykoanalysen indeholder teorier om det menneskelige sjæleliv, mener mange psykologer, at de er sagkyndige m. h. t. psykoanalyse. Da psyko­analysen er en terapi, mener mange læger det samme om dem selv. Imod disse opfattelser er fra psykoanalytisk side blevet indvendt, at sagkyndig bliver man først på dette område, når man opfylder den betingelse, der i alle andre videnskaber stilles for den, der vil være sagkyndig: han skal have foretaget et teoretisk og praktisk studium af netop den samme videnskab og have ydet en personlig videnskabelig indsats på det samme område.

Der har været en tid, da man ikke talte om naturvidenskab, men om naturfilosofi. Dengang kunne en lærd mand uden at miste noget af sin værdighed offentliggøre afhandlinger om naturen udelukkende baseret på studiet af tidligere forfattere og egne spekulationer. I vore dage forlanges der af en naturvidenskabelig forfatter tillige praktisk kendskab til apparater og forsøgsteknik, ved hjælp af hvilke det er muligt at vinde personlige og nøjagtige erfaringer på det pågældende område. Et sådant praktisk kendskab er en elementær betingelse for, at en mand kan regnes for sagkyndig på naturvidenskabeligt område. Derimod er det meget almindeligt, at psykologer eller læger uden per­sonligt kendskab til den psykoanalytiske teknik og med et kun over­fladisk kendskab til den store psykoanalytiske litteratur udtaler subjek­tivt farvede meninger ofte i en følelsesbetonet form om psykoanalysen overfor offentligheden. At der ad denne vej har udbredt sig mange misforståelser, direkte falske forestillinger og forkerte vurderinger, er ikke underligt.

De usagkyndige modstanderes taktik.

Det er et typisk træk hos disse modstandere af psykoanalysen, at de retter deres polemik ensidigt mod teorier og metoder, der var i kurs ved århundredskiftet, men nu forlængst har mistet deres betydning. Jeg skal begrænse mig til to eksempler.

En fagpsykolog skriver i sin bog om psykoanalysen vidt og bredt om fejlhandlingers psykologi og mener dermed at have karakteriseret psykoanalysen. Grundlaget for hans kritik er en bog af Freud, der ud­kom 1904, og hvori fremsættes det postulat, at enhver fejlhandling skyldes et "ubevidst motiv". Forfatteren ved åbenbart ikke, at den nævnte bog af Freud er både den første og sidste større psykoanalyti­ske afhandling om dette emne, og at problemet er ganske perifert og uden betydning for den moderne psykoanalyse.

En nervelæge skriver i en bog om moderne psykoterapi, at den psykoanalytiske kur former sig den dag i dag som ved århundredskif­tet. Sandheden er den, at den psykoanalytiske teknik har gennemgået en udvikling, der ikke står tilbage for f. eks. den automobiltekniske udvikling i samme tidsrum: fra kompleksmetoden, der blev anvendt ved århundredskiftet, men ikke anvendes mere, til modstandsanalyse (Freud), der senere er blevet suppleret med børneanalyse (Anna Freud og Melanie Klein) samt karakteranalyse (W. Reich). Hertil kommer en metode, som er udarbejdet af undertegnede og anvendt en række år, men på grund af krigen endnu ikke offentliggjort: hæm­ningsanalyse, ved hjælp af hvilken neurose typer, der ikke før var ana­lyserbare (narcistiske neuroser) nu er blevet det.

Disse to eksempler kunne suppleres med en uoverskuelig række af lignende eksempler. Jeg skal ikke gå ind på flere enkeltheder i denne forbindelse, men må blot fastslå, at hovedgrunden til det ringe kend­skab til psykoanalysen i den danske offentlighed er usaglig kritik rettet imod psykoanalysen af personer, der af offentligheden er blevet opfat­tet som sagkyndige, men i virkeligheden ikke har været det. Disse kritikeres taktik har været den at latterliggøre teorier og metoder, der på det tidspunkt, da de fremkom, var betydningsfulde videnskabelige nyerhvervelser, men som nu forlængst er forældede og erstattede af noget bedre. Hvis den nævnte kritik var fremkommet for 30-40 år siden, ville den have været en videnskabelig bedrift, nu derimod er den videnskabeligt set en kamp mod vejrmøller og folkeoplysnings­mæssigt set en reaktionær bevægelse, der vanskeliggør udbredelse af sand oplysning på det betragtede område.

Hvem lader sig analysere og hvorfor?

Dette spørgsmål er både let og vanskeligt at besvare. Det er let at be­svare ved anvendelse af videnskabelige kunstudtryk. Svaret lyder da kort og godt: neurotikere lader sig analysere for at blive befriet for deres neuroser. Men det er vanskeligt at forklare, hvis man vil benytte et ganske dagligdags sprog, som alle kan forstå. I så fald må man nemlig give en populær forklaring på, hvad en neurose er, og det er en lang historie. Hvis man begynder med at sige, at det er en art sjælelig sygdom, er dette svar både rigtigt og forkert. Det almindelige sygdomsbegreb strækker nemlig ikke til i denne sammenhæng. Når et individ lider af en almindelig sygdom, er det en triviel selvfølge, at det er indivldet selv, der er noget i vejen med. Når et individ er neu­rotisk, er det derimod problematisk, om det unormale ligger i indivi­det selv eller i omgivelserne. I nogle tilfælde er det ene rigtigt i andre tilfælde det andet. I al almindelighed kan siges, at neurosen skyldes en mere eller mindre skjult konflikt mellem individet og dets milieu. Denne konflikt umuliggør en tilpasning af individet i milieuet og bliver derved årsag til mange forskelligartede sjælelige symptomer. Men det er som sagt ikke i almindelighed givet, at den manglende til­pasning ensidigt kan lægges individet til last. I mange tilfælde skyldes konflikten tværtimod det, at individet reagerer sundere og hensigts­mæssigere set fra et objektivt synspunkt end omgivelserne. Ved om­givelserne eller milieuet forstår vi her familie, venner og bekendte, overordnede, kolleger eller underordnede, faglige organisationer eller andre større eller mindre udsnit af samfundet, som den pågældende står i relation til.

I en anden henseende falder neuroserne udenfor det almindelige sygdomsbegreb : sygdom og sundhed regnes sædvanligvis at svare til hinanden som unormalt til normalt, d. v. s. at den, der er syg er unor­mal eller anderledes udtrykt en undtagelse. Denne inddeling passer ikke for neuroserne af den simple grund, at de allerfleste moderne mennesker på et eller flere områder reagerer neurotisk. Dette gælder uanset vedkommendes intellektuelle, kulturelle eller moralske egen­skaber. Det er således bekendt, at de højst begavede mennesker, ge­nierne, ofte er (men ikke altid) neurotiske - netop fordi deres konflik­ter med omgivelserne er særlig store. Som eksempler på højtbegavede neurotikere i det forrige århundrede kan nævnes den danske tænker Søren Kirkegård, der sled sig selv op i en polimik mod den officielle kristendom, det milieu som han var vokset op i, og hvor han i sin egenskab af teologisk kandidat hørte hjemme, den banebrydende hollandske maler Vincent van Gogh, hvis neurose slog over isindssygdom, da hans kunstneriske udvikling var på sit højdepunkt, og den tyske tænker Frederich Nietzsche, der blev overset af samtidens Tyskland og derfor levede i en skarp konfliktmed sit naturlige milieu, det som han ønskede at påvirke gennem sine revolutionære ideer om moral. Også hans neurose slog over i sindssyge, der dog menes at have været af organisk oprindelse.

På spørgsmålet, hvem der lader sig analysere, bliver svaret herefter: ganske almindelige mennesker derimod hverken sindssyge eller genier. De første ikke, fordi de ikke kan hjælpes ad den vej, de sidste ikke, fordi de har mulighed for gennem deres skabende produktion at om­skabe omgivelserne i deres eget billede og derved likvidere deres kon­flikt med omgivelserne.

To slags analyser:

Jeg er i det foregående stiltiende gået ud fra, at analysernes formål altid er rent terapeutisk, d. v. s. lægende. Dette er imidlertid ikke til­fældet. Der gives ved siden af de terapeutiske analyser de såkaldte læreanalyser. Objekterne for disse sidste er ikke almindelige menne­sker, men mennesker med særlige forudsætninger, som jeg ikke her skal komme nærmere ind på ud over det ene, at de pågældende ikke må lide af alvorlige neurotiske forstyrrelser. Formålet med en lære­analyse er at give analysanden (den der bliver analyseret) et praktisk kendskab til den psykoanalytiske teknik, enten fordi han ønsker at ud­danne sig til analytiker, eller fordi han vil anvende den psyko~alyti­ske forskningsmetode på andre områder. Under læreanalysen er det til overmål blevet konstateret, at intet menneske er absolut blottet for neurotiske reaktioner. Ved siden af de pædagogiske mål har enhver læreanalyse derfor også et terapeutisk mål, nemlig at befri den vor­dende analytiker for de neurotiske reaktioner, som måske ikke ville føles særlig generende i en anden virksomhed, men som ville repræ­sentere lige så mange "blinde pletter" i den pågældendes forskerøje under forsøget på at helbrede andre neurotikere.

For at forstå dette må vi tage i betragtning, at det korrekte viden­skabelige synspunkt eller det objektive synspunkt er en absolut betin­gelse for, at en videnskabelig undersøgelse kan føre til et rigtigt resul­tat. Jo fjernere undersøgelsens genstand er videnskabsmandens person, des lettere er det for ham at bevare den videnskabelige objektivitet, jo nærmere genstanden kommer ham ind på livet, og jo mere den ligner ham selv, des større bliver faren for, at hans personlige følelser og fantasier virker forstyrrende på hans objektivitet. Det er let nok at indstille sig objektivt overfor en himmelklode eller en sommerfugl, men det er såre vanskeligt at indstille sig objektivt ved undersøgelsen af et andet menneskes følelsesliv eller karakter. I det sidste tilfælde vil der uvilkårligt hos forskeren opstå personlige sympatier eller anti­patier, som virker forstyrrende. Formålet med læreanalysen er i sidste instans at give analytikeren midler i hænde til at korrigere sine iagt­tagelser ved at eliminere sine subjektive indtryk af undersøgelsens genstand. Det er på dette punkt og ikke ved denne eller hin teori, at det epokegørende nye ved psykoanalysen består. Det må bemærkes, at psykoanalysen er den eneste videnskab, der systematisk har taget dette praktiske problem op til undersøgelse, og den eneste terapi, som stiller det krav til sine udøvere, at han selv skal være neurosefri. Dette krav stilles ikke hverken til psykiatre, nervelæger eller psykologer, og dette er grunden til, at disse har så svært ved at vurdere psykoanalysen objektivt.


Hvad foregår der under en psykoanalytisk behandling?

Lige så lidt som begrebet neurose kan den psykoanalytiske teknik og helbredelsesproces beskrives kortfattet uden anvendelse af videnska­belige kunstudtryk. Rent overfladisk set foregår der ikke andet under behandlingen end en samtale mellem analytiker og analysand, men dette siger ikke så meget, man kan jo tale sammen på så mange må­der. Vi kommer nærmere til sagens kerne ved at fremhæve, at sam­talen hovedsagelig drejer sig om analysandens personlige problemer. "Ah!" vil nogen udbryde, "behandlingen er altså simpelt hen en slags skriftemål og analytikeren en slags sjælesørger." Hertil er at sige, at dette atter er en overfladisk betragtningsmåde. Den lettelse, som kan følge med et skriftemål, beror for det første på, at skriftebarnet føler sig som en synder, for det andet på, at dets indstilling til skriftefade­ren er præget af autoritetstro, og for det tredie på, at skriftefaderen ikke taler ud fra sin egen person alene, men ud fra en tro og støttende sig til en religiøs organisation. Men det er slet ikke typisk for en neu­rotiker, at han føler sig som en synder, ej heller er han tilbøjelig til at møde i analysen med en stærk autoritetstro, tværtimod er de fleste neurotikere i bund og grund skeptiske. Og hvad analytikeren angår, så har han kun sin videnskabelige viden og praktiske erfaring at støtte sig til i sit arbejde. Han kan overfor analysanden hverken påberåbe sig højere magter eller jordiske organisationer til afstivning af sin personlige autoritet. Når det fra visse sider hævdes, at helbredelsen ved psykoanalyse er en helbredelse ved tro, da beror denne opfattelse på en principiel misforståelse af psykoanalysens metode. Det bliver heller ikke rigtigt, hvis man erstatter ordet tro med det moderne slag­ord "suggestion", hvorved i almindelighed forstås en proces, der be­står i, at individet uden selv at være klar over det modtager en fore­stilling, følelses- eller handlingsimpuls. Analytikeren gør nemlig alt, hvad der står i hans magt, for at bibringe analysanden forståelse af den teknik, der anvendes, idet han ved, at virkningen derved bliver varigst. Det bedste bevis på, at hverken tro eller suggestion er driv­kraften i den psykoanalytiske helbredelse er, at analysanden til enhver tid har ret til at stille kritiske spørgsmål, hvad enhver skriftefader ville protestere imod, og enhver suggestionnør ville forhindre-ved selv at tale hele tiden. Den eneste dybere lighed mellem den psykoanalyti­ske behandling og sjælesorg er den allerede nævnte, at individets personlige problemer er emnet, der behandles, men måden, hvorpå det behandles, er principielt forskelligt.

 Psykoanalitikerens opgave består i at finde en praktisk løsning af analysandens latente konflikter med omgivelserne - enten ved at analyseanden efterhånden forandre sit syn både på sig selv og på omgivelserne og derved bliver i stand til at tilpasse sig efter omgivelserne, eller derved, at han bliver i stand til at påvirke omgivelserne og ad den vej likvidere konflikten eller endeligt - og det er det hyppigste ved en kombination af de to muligheder. Under arbejdet med denne opgave er analysanden ikke blot analytikerens undersøgelsesobjekt, men samtidig hans medarbejder, da det selvsagt ikke er nok at finde en løsning efter analytikerens hoved. Den første betingelse for, at løsningen virker helbredende, d. v. s. får de neurotiske symptomer og reaktioner til at forsvinde, er den, at løsningen passer ind i analysandens personlighed. Derfor må analysanden deltage aktivt i analysearbejdet, og derfor er det nødvendiigt, at han lærer at forstå helbredelsesprocessen.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at helbredelsesprocessen manififestere sig ikke alene ved indre forandringer i analysandens sjæleliv, men samtidig ved ændringer i hans handlemåde, hvilket efterhånden medfører, at hans ydre situation forandres til det bedre. Man kunne diskutere om, hvorvidt det er den begyndende helbredelse, der er årsag til analysandens evne til at forbedre sin ydre situation, eller om det er den bedre ydre situation , der fremkalder helbredelsen. Men dette ville være en strid om ord. Simplest kan helbredelsesprocessen udtrykkes således: Sygdommen skyldes neurotikerens uløste personlige problemer. Disse løses rent tankemæssigt og under hensyntagen til alle tænkelige psyologiske komplikationer under analysetimerne, hvorefter analysanden udenfor analysetimerne reder sig ud af de konflikter og andre vanskeligheder, som han har rodet sig ind i den tid, da problemerne var uløste.

                      Hvordan begynder en analyse?

Det første skridt består i at få konstateret, om der foreligger en neurose. En sådan diagnose kræver sagkundskab og kan kun med sikkerhed foretages af en veluddannet og erfaren psykoanalytiker. Det kan i almindelighed ske under en enkelt samtale på en time.Det hænder ofte, at en person, der i diagnostisk øjemed melder sig hos en analytiker, kommer med undskyldninger ud fra den tankegang, at det kun er en indbildning, at han eller hun fejler noge. Hertil er at sige, at den ide, at der findes indbildte sygdomme, stammer fra en tidsalder, da man var blottet for kendskab til neuroserne. Man kan trygt gå ud fra, at den, der bilder sig ind at være neurotisk, faktisk er det, da den nævnte indbildning i sig selv er et alvorligt symptom, som det er meget vanskeligt at blive befriget for. I al almindelighed kan det siges, at neurosernes betydning undervurderes i vore dage, hvilket utvivlsomt skyldes dels en tendens hos de fleste neurotikere til at skjule deres symptomer for omgivelserne og dels den mangelfulde oplysning angående psykoanalysen og dens resultater. De ovennævnte personer, der begynder med at gøre undskyldninger, viser sig ofte ved en nærmere undersøgelsse at lide af kroniske neuroser, der er 10 til 15 år gamle. I dennne forbindelse må jeg gøre opmærksom på betydningen af, at en neurose konstateres og behandles på et så tidligt tidspunkt som muligt. Helbredelsesmulighederne for en gammel neurose er altid mindre en for en ny, og i alle tilfælde vil analysen af den tage meget længere tid. 

En af grundene til, at neuroserne sædvanligvis bagatelliseres, er den udbredte forestilling, at en neurose aldrig har døden til følge. Dette er imidlertid forkert, idet ikke få neurotikere ender med at begå selv­mord.

At en neurose altid er en alvorlig sygdom, vil bedst forstås, når jeg nævner det symptom, som findes i enhver neurose: sjælelige hæmnin­ger. Sådanne viser sig i praksis på tre områder: som arbejdshæmnin­ger (hvorved enten arbejdets tempo eller kvalitet nedsættes), som seksuelle hæmninger (nedsat potens hos manden og frigiditet hos kvinden) og som sociale hæmninger (generthed eller "mindreværds­følelse"). I lettere tilfælde viser neurosen sig kun på et enkelt af disse områder, i alvorligere tilfælde på alle tre områder. Det er derfor klart, at enhver neurose nedsætter individets muligheder for at nyde livets glæder og for at yde noget for andre samt reducerer dets chan­cer for sejr i kampen for tilværelsen.

Det næste skridt består i at få konstateret, om der i det betragtede tilfælde er mulighed for helbredelse. Desværre gælder dette ikke alle former for neurose i lige høj grad, og som allerede nævnt spiller neu­rosens alder en rolle i denne forbindelse. Det er heller ikke enhver neurotiker, der egner sig for den psykoanalytiske behandling. Der for­dres et vist minimum både af intelligens og af etisk stræben. Under­søgelsen af mulighederne for helbredelse foregår under den såkaldte prøveanalyse, der varer i 10-20 timer. Prøveanalysen foregår under nøjagtigt de samme former som den egentlige analyse, og hvis den fører til et positivt resultat, udgør den en integrerende del af denne. Den må altså ikke opfattes som blot en diagnostisk prøve.

Det er min erfaring, at det i de allerfleste tilfælde er muligt at skønne rigtigt om helbredelsesmulighederne allerede i den første time, d. v. s. at der er overvejende sandsynlighed for, at den, der accepteres til prøveanalyse, også vil blive accepteret til fortsat analyse. Når prø­veanalysen alligevel bibeholdes, er formålet det at forebygge ubehage­lige overraskelser, efter at en analyse er aftalt.

Til slut må bemærkes, at der aldrig sluttes absolut bindende aftale om analyse på længere sigt. Enhver analysand har, efter at den egent­lige analyse er påbegyndt, ret til at afbryde den med 14 dages varsel. Men det forventes naturligvis, at han motiverer sin beslutning. Analy­tikeren har på sin side samme ret, hvis han finder det påkrævet.

Nogen risiko ved at begynde en analyse hos en vel uddannet og erfaren analytiker løber en neurotiker aldrig. Når det fra enkelte sider hævdes, at en psykoanalytisk behandling kan være farlig, da er dette det pure nonsens. Derimod kan det naturligvis være farligt at give sig i behandling hos en fusker, der uden ret smykker sig med betegnelsen psykoanalytiker. Men en sådan behandling er ikke nogen psykoanaly­tisk behandling. Fuskere findes i alle fag. Det er ikke noget specielt for psykoanalysen.