Nedenstående er et forord som Grethe Fredbo skrev til bogen tvang. Ikke specifikt til denne, men til studiet af rationel psykoanalyse i al almindelighed.

Et Forord

af 

Grethe Fredbo

At forstå Carstens' psykoanalyse er både let og svært, og det er uden betydning om man er magister eller postbud. Hovedsagen er, om man tør være selvstændig og fri nok til at modtage, hvad den byder på, og om man tør sætte sandheden i højsædet. Man vil da opdage, hvilket mageløst redskab vi har fået i hænde.

Et redskab er jo ikke noget man pynter sig med eller blot kigger på men noget, man bruger. Dette redskab sætter mennesker i stand til at se - indse, skille ad og sætte sammen igen. Det ser måske ikke ud af noget særligt, men resultatet er jo ikke til at kimse ad, når ubeslutsomhedens tåger letter, så man ser den vej, man skal gå, og at man ydermere bliver i stand til at gå den.

Jeg har som så mange søgt efter en vej, efter en mening. Det, at tro på meningsløsheden og tilfældigheden og det, at det skulle være "synd for menneskene", er både utilfredsstillende og højst deprime­rende. Sådanne unødvendige dogmer spærrer vejen fremefter.

Jeg har søgt i kunsten, i filosofien, og hvor man ellers kan søge, og fundet meget af værdi - men ingen sammenhæng. På vejen stødte jeg på et maleri, der afbildede en ørken med store stenblok­ke. Af disse stene vred mennesker sig ud. Det fik mig til at tænke på Michel Angelo, der valgte sit marmor med megen omhu. Ja, mennesker er fra fødslen gjort af højst forskelligt stof, og det kan tit være svært at se, hvad de er gjort af,. fordi neurosens forsteninger skjuler stoffet. Men billedhuggeren ser, hvad der ligger skjult i ste­nen og befrier med sin hammer og mejsel.

Hvornår har man levet sit liv godt? Er det ikke, når man får udløst det, man fik givet? Men hvad blev det ikke udsat for, og hvor blev det af? Man kan finde det igen og se, hvad det kan blive til. Og man vil opdage, at de største værdier ligger og stråler - lige til at tage. Det koster ikke noget - er for alle - for ingen ejer det; men man skal kunne se og indse.

Og alligevel! Det kræver: opfindsomhed, mod, skabende evne, fantasi, vilje osv. Men alle disse ting er mere eller mindre befængt med neurose, det er jo det svære. Men, som Carstens har opdaget, er menneskene ikke neurotiske hele tiden men er somme tider neu­rotiske og til andre tider sunde, så det gælder om at skelne der og kigge gennem de sunde briller. Det er svært, det er let, det er spæn­dende og frem for alt livgivende.

Denne spire, vi alle - hver og en - rummede, da vi lod verden høre vore første hyl, hvilken jord blev den plantet i? Den verden på godt og ondt, som spiren plantes i, er jo hverken helt rigtig eller helt forkert, den er pærevælling. Den taler gennem forældre, gen­nem skole, fjernsyn og film, kort og godt - gennem kulturen. Vi kan da ikke bare acceptere råt eller trodse, begge dele er barnligt. Mennesket har vitterligt fået evnen til at tænke. Tænkningen ska­ber orden, orden skønhed. Skønhed kan man ikke forestille sig uden følelser, som er ægte - uforfalskede. Atmosfæren, vi lever i, er del­vis forpestet af falske følelser, og perversiteter. Det er usund luft, som ikke er rar at indånde; og hvad bliver der af spiren? Den for­kvakles.

Altså! Carstens' arbejde, som jeg er ham dybt taknemmelig for at have gjort, og som jeg her takker ham for, er dette værktøj, hvis skarpt hvæssede klinge snitter tvangens lænker over, renser luften og åbner for den varme, der skal til, for at liv fortsat kan bestå.

Teorier er altså redskaber. Skal man som kunstner ikke bruge redskaber? Kan man forestille sig noget som helst udtrykt uden brug af redskaber? Hvad er en videnskab uden? Hvad er en op­vask uden? Har sansningen ikke sine redskaber? Og har tænknin­gen ikke sine? Og hvad bruger vi redskaberne til? Til at rense og befri, lægge blot, skille ad og sætte sammen igen, så at det, man befrier, bliver elastisk og bevægeligt, bliver vedligeholdt og fornyet.

Hvor bliver det individuelle af? Det er det udefinerlige, der lig­ger i den måde, man sætter tingene sammen på, og som man har forkærlighed for. Der er uendelig mange kombinations-muligheder.

Det er med velberåd hu, at jeg karakteriserer psykoanalysen som et redskab, for at ramme en pæl igennem den udbredte misforståel­se, at den er en religion eller en morallære. Dette gælder måske for den hidtidige psykoanalyse, men Carstens' psykoanalyse er hverken en maskeret morallære eller religion. Det er værd at mærke sig den­ne alt afgørende forskel og dens konsekvenser.