Nedenstående er et forord som Grethe Fredbo skrev til bogen tvang. Ikke specifikt til denne, men til studiet af rationel psykoanalyse i al almindelighed.
Et Forord
af
Grethe Fredbo
At forstå Carstens' psykoanalyse er både let og
svært, og det er uden betydning om man er magister eller postbud. Hovedsagen
er, om man tør være selvstændig og fri nok til at modtage, hvad den byder på,
og om man tør sætte sandheden i højsædet. Man vil da opdage, hvilket mageløst
redskab vi har fået i hænde.
Et redskab er jo ikke noget
man pynter sig med eller blot kigger på men noget, man bruger. Dette redskab
sætter mennesker i stand til at se - indse, skille ad og sætte sammen igen. Det
ser måske ikke ud af noget særligt, men resultatet er jo ikke til at kimse ad,
når ubeslutsomhedens tåger letter, så man ser den vej, man skal gå, og at man
ydermere bliver i stand til at gå den.
Jeg har som så mange søgt
efter en vej, efter en mening. Det, at tro på meningsløsheden og tilfældigheden
og det, at det skulle være "synd for menneskene", er både
utilfredsstillende og højst deprimerende. Sådanne unødvendige dogmer spærrer
vejen fremefter.
Jeg har søgt i kunsten, i
filosofien, og hvor man ellers kan søge, og fundet meget af værdi - men ingen
sammenhæng. På vejen stødte jeg på et maleri, der afbildede en ørken med store
stenblokke. Af disse stene vred mennesker sig ud. Det fik mig til at tænke på
Michel Angelo, der valgte sit marmor med megen omhu. Ja, mennesker er fra
fødslen gjort af højst forskelligt stof, og det kan tit være svært at se, hvad
de er gjort af,. fordi neurosens forsteninger skjuler stoffet. Men
billedhuggeren ser, hvad der ligger skjult i stenen og befrier med sin hammer
og mejsel.
Hvornår har man levet sit
liv godt? Er det ikke, når man får udløst det, man fik givet? Men hvad blev det
ikke udsat for, og hvor blev det af? Man kan finde det igen og se, hvad det kan
blive til. Og man vil opdage, at de største værdier ligger og stråler - lige
til at tage. Det koster ikke noget - er for alle - for ingen ejer det; men man
skal kunne se og indse.
Og alligevel! Det kræver:
opfindsomhed, mod, skabende evne, fantasi, vilje osv. Men alle disse ting er
mere eller mindre befængt med neurose, det er jo det svære. Men, som
Carstens har opdaget, er menneskene ikke neurotiske hele tiden men er somme
tider neurotiske og til andre tider sunde, så det gælder om at skelne der og
kigge gennem de sunde briller. Det er svært, det er let, det er spændende og
frem for alt livgivende.
Denne spire, vi alle -
hver og en - rummede, da vi lod verden høre vore første hyl, hvilken jord blev
den plantet i? Den verden på godt og ondt, som spiren plantes i, er jo hverken helt
rigtig eller helt forkert, den er pærevælling. Den taler gennem forældre, gennem
skole, fjernsyn og film, kort og godt - gennem kulturen. Vi kan da ikke bare
acceptere råt eller trodse, begge dele er barnligt. Mennesket har vitterligt
fået evnen til at tænke. Tænkningen skaber orden, orden skønhed. Skønhed kan
man ikke forestille sig uden følelser, som er ægte - uforfalskede. Atmosfæren,
vi lever i, er delvis forpestet af falske følelser, og perversiteter. Det er
usund luft, som ikke er rar at indånde; og hvad bliver der af spiren? Den forkvakles.
Altså! Carstens' arbejde,
som jeg er ham dybt taknemmelig for at have gjort, og som jeg her takker ham
for, er dette værktøj, hvis skarpt hvæssede klinge snitter tvangens lænker
over, renser luften og åbner for den varme, der skal til, for at liv fortsat
kan bestå.
Teorier er altså
redskaber. Skal man som kunstner ikke bruge redskaber? Kan man forestille sig
noget som helst udtrykt uden brug af redskaber? Hvad er en videnskab uden? Hvad
er en opvask uden? Har sansningen ikke sine redskaber? Og har tænkningen
ikke sine? Og hvad bruger vi redskaberne til? Til at rense og befri, lægge
blot, skille ad og sætte sammen igen, så at det, man befrier, bliver elastisk
og bevægeligt, bliver vedligeholdt og fornyet.
Hvor bliver det
individuelle af? Det er det udefinerlige, der ligger i den måde, man sætter
tingene sammen på, og som man har forkærlighed for. Der er uendelig mange
kombinations-muligheder.
Det er med velberåd hu, at
jeg karakteriserer psykoanalysen som et redskab, for at ramme en pæl igennem
den udbredte misforståelse, at den er en religion eller en morallære. Dette
gælder måske for den hidtidige psykoanalyse, men Carstens' psykoanalyse er
hverken en maskeret morallære eller religion. Det er værd at mærke sig denne
alt afgørende forskel og dens konsekvenser.