Rationel psykoanalyse - et paradigmeskift ?

Af

Henrik C. V. Hansen

Rationel psykoanalytiker

Er psykoanalysen stadig levende? Har psykoanalysen stadig indflydelse på udviklingen af den kultur, som vi alle er en del af? Undertegnede mener, at svaret, hævet over enhver tvivl, må være ja. Så meget desto større grund er der til at se kritisk på de svar, som psykoanalysen traditionelt tilbyder os angående kulturens og det enkelte menneskets problemstillinger.

Indledning.

er fra et foredrag, som undertegnede afholdte i Dansk human-etologisk Forenings regi. Den indikerer, at man med rationel psykoanalyse tilbyder et alternativ til

Freuds psykoanalyse.

Overskriften

Spørgsmålet bliver hermed naturligt nok, om det overhovedet er nødvendigt med et sådant? Opfylder det freudianske paradigme ikke de krav, man må stille til en psykoanalytisk teori?

Den danske psykoanalytiker, Erik Carstens, var af en anden mening, da han i 1930 vendte hjem fra et ophold i Schweiz. Her havde han taget en psykoanalytisk uddannelse, med så anerkendte læreanalytikere som Jenö Hárnik og Wilhelm Reich.

Erik Carstens var af den opfattelse, at det grundlag som Freud opstillede sine teorier på var for uklart. Hvis man ønskede at udvikle entydige videnskabelige teorier på sjælelivets område, således som man kender dem fra naturvidenskaben, måtte man søge et nyt grundlag for udforskningen af sjælelivet.

Det lykkedes ham at skabe et sådant, således at han i 1945 kunne udgive 2 bøger, af i alt 14 , hvor der redegøres for det nye paradigme, han gav navnet rationel psykoanalyse.

I den følgende diskussion af 6 væsentlige spørgsmål angående den psykoanalytiske teori, vil jeg dog hovedsageligt fremstille en kritik af Freuds psykoanalyse, idet jeg, hvad angår argumenter for rationel psykoanalyse, hovedsageligt vil henvise til øvrige indlæg på min hjemmeside.

1.

  Tvangsneurosen.

Et væsentligt krav til en teori, må være, at den er dækkende for det forskningsområde, som den omhandler, hvis den skal kunne opfylde de forventninger, man har til den. Dette er i øvrigt også et væsentligt videnskabsteoretisk argument for enhver videnskabelig teoris lødighed: Den må ikke efterlade, for forskningområdet, væsentlige spørgsmål ubesvaret.

Denne fordring synes Freud ikke til fulde at kunne tilfredsstille, hvad angår tvangsneurosen.

herom i afhandlingen “Hæmning, symptom og angst” fra 1926:” Mangfoldigheden af tvangsneurosens manifestationer er så storartet, at stadig alle bestræbelser for at give en sammenhængende forklaring er strandet.” Da dette er det sidste Freud skriver om tvangsneurosen, må man antage, at det aldrig lykkedes ham at nå en fuldstændig afklaring af problemstillingen.

Freud skriver

Når en teoridannelse på denne måde lader forskeren i stikken, opstiller man ofte to muligheder: Forskeren har ikke de nødvendige evner til at afklare problemstillingen, og andre vil måske i fremtiden løse problemet; eller at teorien er ufrugtbar.

Da det stadig ikke er lykkedes nogen freudiansk forsker til fulde at afklare ovenstående problemstilling, er det, som tiden går ( nu 75 år ), mere og mere fristende at hælde til den sidste mulighed.

Til sammenligning har Erik Carstens i sin teoridannelse, rationel psykoanalyse, fuldt

afklaret de teoretiske spørgsmål hvad angår tvangsneurosen,

samt redegjort for denne afklaring i bøgerne “Menneske i myreperspektiv” , “Tvesind og neurose” og “Tvang” samt i et historisk perspektiv i bogen "Freuds tragedie".

2.

Narcisme.

Rent praktisk har Freud understreget, at hans teori kun kan anvendes til at behandle de såkaldte overføringsneuroser. Dette efterlader terapeuten i en situation, hvor han ikke kan stille noget op overfor en meget væsentlig og

ikke mindre udbredt psykopatologisk problemstilling: De narcistiske neuroser.

I modsætning hertil er der indenfor rationel psykoanalyse opstillet teorier der både fuldt ud afklare narcismens årsag og den teraputiske fremgangsmåde. Teorierne er beskrevet i bøgerne “Menneske i myreperspektiv” og

“Selvanalyse”.

Jeg er opmærksom på at man har forsøgt på at overvinde narcismens problemstilling indenfor den freudianske tradition ved udviklingen af den såkaldte objektrelationsteori.

Jeg skal her passe på ikke at gøre mig til ekspert på noget jeg kun har perifært kendskab til. Men skulle man fremføre en kritik af objektrelationsteorien kan dette udemærket gøres alene udfra en videnskabsteoretisk

synsvinkel.

Man vil nemlig når man vurdere videnskabelige teorier i forhold til hinanden blandt andet anvende det princip at man vil foretrække en simpel teori fremfor en kompliceret, forsåvidt de to teorier forklare samme problemstilling.

er de ord der falder mig ind i. f. m. beskrivelsen af objektrelationsteorien snarere uoverskuelig, selvmodsigende og ufærdig.

Og mens man med fuld rimelighed kan betegne rationel psykoanalyse som kort, klar og præcis,

Ønsker man at overbevise sig om at dette ikke er en urimelig kritik kan man med fordel læse Psyke og logos: Objektrelationsteori.

3.

  Læreanalysen.

Det er altså nu konstateret, at Freuds paradigme efterlader psykoanalytikeren uafklaret i to væsentlige tilfælde. Men kan dette skyldes at teorierne simpelthen er forkerte?

Det problematiske her er, at freudianerne nægter at diskuterer dette spørgsmål.

Det gøres med henvisning til den såkaldte læreanalyse, som er en analyse den vordende analytiker må igennem, dels for at blive frigjort for egne neuroser, dels for at lære den teknik, der skal anvendes i forbindelse med den terapeutiske virksomhed.

I denne forbindelse fremhæves det, at læreanalysanden, i læreanalysens forløb, “på sin egen krop” , selv vil opleve de fænomener, som freud beskriver, hvorved han bliver fuldstændigt overbevist om teoriernes sandhed.

Omvendt vil det være sådan at en person der ikke har gennemgået en læreanalyse, og derfor er belastet af diverse modstande, ikke vil være istand til at vurdere

teoriernes rigtighed.

Da erkendelsen af Freuds teorier på denne måde gøres til en personlig sag, er det

fristende ligeledes at give en personlig bedømmelse af argumentet.

Jeg har i forbindelse med min egen uddannelse, oplevet alle de fænomener der beskrives i Freuds forfatterskab, men uden det har medført, jeg er blevet overbevist om, at de teoretiske konklusioner Freud når frem til, er

rigtige.

Her vil freudianeren, som sagt, indvende at det skyldes personlige modstande mod at erkende de rette sammenhænge.

Men jeg må her melde hus forbi, da pointen ikke er, at den rationelle psykoanalyse afviser de iagttagelser Freud beskriver, men udelukkende, at Freuds teoridannelse ikke er præcis nok, og

derfor i sidste ende

vildledende. Min kritik skyldes altså ikke modstande, men at man med rationel psykoanalyse er istand til at opnå en større afklarethed. Nå til en dybere forståelse af det menneskelige selv.

4.

  Erfaringer.

bliver ydermere brugt til at argumentere for, at Freuds paradigme opfylder kravet om, at teorierne kan erkendes af andre end teoriskaberen selv, den såkaldte intersubjektivitet.

De erfaringer der gøres under læreanalysen

Med dette opfyldt mener freudianerne at kunne argumenterer for, at der er tale om videnskabelige teorier. Dette må dog bero på en videnskabsteoretisk misforståelse, da det ikke er muligt umiddelbart at slutte fra en sanseoplevelse til teori. Enhver sanseoplevelse må nødvendigvis forstås i en kontekst, en teori eller en hypotese. Det er kun med denne teori/hypotese, at det er muligt at sætte sanseoplevelsen ind i en større sammenhæng, og derved opnå det vi kalder for forståelse/viden.

Man kan altså ikke alene udfra sanseoplevelser konstaterer, om en teori er rigtig eller forkert. Sanseoplevelsen er jo selv forstået i den pågældende teoris kontekst, hvorfor man slutter i ring.

Et eksempel: I mere end 1500 år var det god latin, at være af den overbevisning, at jorden var centrum i verdensbilledet med solen og planeterne bevægende sig i cirkler omkring denne. Argumenterne var ikke mindst af religiøs art, men enhver kunne jo også selv gå ud og se, at solen stod op i øst og gik ned i vest, samt, at den på sin vandring, beskrev en cirkelbue på himlen.

Set ud fra disse sanseoplevelser gav teorien god mening. Men det moderne menneske ved i dag, at der gemmer sig en anden virkelighed bag denne umiddelbare sanseoplevelse, nemlig at det er solen, der er omdrejningspunkt for jordens bevægelse gennem solsystemet, og at jorden snurre om sin egen akse.

Dette er et eksempel på hvorledes sanseoplevelser må vurderes nøje før man kan drage teoretiske konklusioner ud fra dem, ellers risikere man at ende op med en forståelse, der er vildledende. Dette er i sagens kerne min indvending mod den freudianske tillid til sanseoplevelserne under læreanalysen.

Når man i videnskabelig sammenhæng skal verificere en

teori, gøres dette ved at udføre objektive eksperimenter. En uddybning af dette vil dog sprænge artiklens rammer. Det skal

 her 

blot understreges, at samtlige teorier indenfor rationel psykoanalyse, kan verificeres efter de principper, der traditionelt anvendes indenfor det naturvidenskabelige forskningsområde. Yderlig interesserede henvises atter til min hjemmeside.

5.

Videnskabelig teori ?

Men er Freuds psykoanalyse overhovedet en videnskabelig teori? Det er der traditionelt delte meninger om. Modstanderne siger nej, mens tilhængerne siger ja.

Men hvad sagde Freud selv ?

Det er uomtvisteligt, at det var Freuds ambition at skabe en videnskabelig psykoanalyse. Selv yndede han at betegne, det han søgte, en

naturvidenskabelig

teori.

Men mente han, at det var lykkedes ham at realiserer denne ambition ?

I bogen “Psykoanalysen i grundtræk” ( “Abriss der psykoanalyse”), der også er blevet kaldt Freuds psykoanalytiske testamente, giver Freud, blandt andet en beskrivelse af henholdsvis “det ubevidste”, “det førbevidste” og “det bevidste” i henhold til sin teoridannelse. I den forbindelse skriver han: “Fremstillet så generelt og forenklet synes læren om de tre kvaliteter i det psykiske at være en kilde til uoverskuelig forvirring snarere end et bidrag til opklaring. Men man må huske på, at den egentlig ikke er en teori, men en foreløbig redegørelse for de kendsgerninger, vi har iagttaget, at den holder sig så tæt som muligt til disse kendsgerninger og ikke forsøger at forenkle dem.”

Freud betoner altså her, at han ikke selv synes, at det er lykkedes ham at opstille egentlige videnskabelige teorier for sjælelivet.

tillige påpege, at der her gælder de samme indvendinger angående videnskabelige kendsgerninger som under afsnittet om sanseoplevelser: der eksisterer ikke videnskabelige kendsgerninger uden en kontekst, de kan placeres i.

Når han samtidig skriver, at han til gengæld har forsøgt at beskrive de iagtagede “kendsgerninger” så præcist som muligt, må man

Freud ender således med at modsige sig selv, når han på den ene side tager afstand fra sin teorier, men samtidig fastholder at have iagttaget kendsgerninger.

Vi kan altså konkludere, at Freud ikke selv anså sin psykoanalyse som være den endelige videnskabelige teori for sjælelivet.

6.

  Personlighedens udvikling

En anden væsentlig kritik angående Freuds teoridannelse er, at den efterlader den søgende i en forvirringstilstand,

hvad angår menneskets og dermed kulturens udviklingsmuligheder.

Visse steder fremfører Freud den ide, at det er muligt gennem det videnskabelige arbejde at skabe en symbiose mellem det enkelte individ og kulturen ( “En illusions fremtid” ). Men andetsteds, for eksempel i “Kulturens byrde”, bliver et helt anderledes pessimistisk billede af menneskehedens fremtidsmuligheder fremmanet.

I den sidstnævnte bog følger Freud sine egne teoriers logik. Disse fører ham til den konklusion, at kulturudviklingen kun kan finde sted ved stadig flere fortrængninger af menneskets dyriske drifter. Heraf følger at kulturen kun kan foretage fremskridt, hvis det enkelte menneske acceptere at blive stadig mere neurotisk.

Freud argumentere netop i “Kulturens byrde” og “Totem og tabu” for at kulturen, som vi kender den, adskiller sig fra dyrenes, fordi mennesket

blev neurotisk og dermed opgav de dyriske målsætninger til fordel for kulturelle.

Det er derfor fristende at konkludere at Freud anså mennesket for at være en “syg abe”. Hvor han så får den først beskrevne, mere optimistiske, vision fra, må, som i mange andre sammenhænge, hvad angår Freuds forfatterskab, stå hen i det uvisse, da den på ingen måde kan sættes ind i de sammenhænge som hans teorier giver anledning til.

I modsætning til denne uklarhed har Erik Carstens i bogen “Generthed” opstillet en revolutionerende ny jeg-psykologi, hvormed han er i stand til at

afklare spørgsmålet angående personlighedens udvikling. En afklaring, der i modsætning til Freuds konklusion om den “syge abe”, snarere fører én

frem til den konklusion, at mennesket er en speciel veludviklet “abe”, der er i stand til at håndtere komplicerede kulturelle problemstillinger.

Ligesom alle

andre teorier indenfor den rationelle psykoanalyse, kan disse jeg-psykologiske teorier

selvfølgelig verificeres efter de metoder, man normalt anvender indenfor

Konklusion.

de eksakte videnskaber.

Efter således at have gennemgået 6  spørgsmål angående Freuds psykoanalyse mener jeg at have argumenteret for, at der er god mening i at søge en alternativ teoridannelse.

Jeg mener ligeledes at det er lykkedes Erik Carstens at

formulere et sådant alternativ med teoridannelsen Rationel psykoanalyse.

Dette af to grunde: For det første kan rationel psykoanalyse modsvare alle de indvendinger der i artiklen er rejst mod Freuds teoridannelse, og for det andet tilbyder rationel psykoanalyse en forståelse af sjælelivet, der giver en anderledes konstruktiv forståelse for såvel kulturens som det enkelte menneskes udviklingsmuligheder.

Til sidst vil jeg understrege at denne kronik ikke er ment som et personligt angreb på Freud. At man mere end 100 år efter at “Drømmetydning” udkom, stadig må forholde sig til Freuds teorier, må tværtimod være en hyldest til en af de væsentligste personligheder i psykoanalysens historie. Erik Carstens yndede selv at bruge et citat fra Isac Newton: “jeg står på mine forgængeres skuldre”, og jeg tilslutter mig gerne dette citat.

Hjemmesiden der henvises til i kronikken har adressen www.123hjemmeside.dk/ratpsyk

Del siden