Nedenstående er et uddrag af et kapitel fra bogen "Menneske i Myreperspektiv". Heri beskriver Erik Carsten fem udviklingstyper, og anvender dem til at afklare opdragelsens rolle. Han skriver at typerne er udledt ved filosofiske overvejelser, men man skal her huske på at dette er fra EC`s første bog. Senere, i bogen "Generthed", udleder han samme fem typer, ud fra videnskabelige metoder, som han dog giver betegnelsen stader. Således at typerne er en beskrivelse af personen set udefra, og staderne er personens udviklingsmuligheder set indefra, ved hjælp af den psykologiske videnskab.

Jeg har valgt at anvende uddraget fra "Menneske i Myreperspektiv" til at beskrive menneskets udviklingsmuligheder da typeteorien er lettere tilgængelig ind stadeteorien.

MASSEOPLYSNING-
MASSESUGGESTION

MASSEOPDRAGELSE

1) Hvad er Propaganda

Emnet for dette Kapitel kunde være udtrykt i et enkelt Ord:

men naar jeg har foretrukket de tre Ord med Tankestreg imellem, saa er Grunden den, at jeg dermed vil un­derstrege, at al Propaganda er opbygget ved Hjælp af disse tre Grundelementer, som er væsensforskellige saavel med Hensyn til Virkemaade som med Hensyn til Værdi. Sædvanligvis blander man disse tre Funktioner sammen saavel i Teori som i Praksis med det Resultat, at Propagandaen bliver mindre effektiv i sin Virkning. Man hører sommetider den Anskuelse forfægte at Propaganda ikke er andet end Oplysning, men dette er en stor Misforstaaelse. Der findes megen Oplysning, som intet som helst har med Propaganda at gøre, og omvendt findes der en Mængde Propaganda, som intet som helst har med Oplysning at gøre. Hvad er Oplysning andet end Meddelelse af Kendsgerninger. Men det er da ikke enhver Meddelelse af Kendsgerninger, som virker som Propaganda. Tænk f. Eks. paa astronomisk Oplysning. Den kunde i Middelalderen virke som Propaganda imod den kristelige Kirke - men ikke i vore Dage. Eller tænk paa den Oplysning, som vore Børn modtager i Folkeskolen. Det vilde være en dristig Paastand at sige, at al den Oplysning var: Propaganda. At ikke al Propaganda er Oplysning, er ogsaa let at indse. Det er en almindeligt anerkendt Sag, at den meste Propaganda indeholder en vis Dosis Massesuggestion. Men det er ikke ret mange oplyste Mennesker, som vil gaa med til at regne Massesuggestion for Oplysning. Hvad er da Propaganda, maa vi spørge? Svaret lyder:

Propaganda er en Virksomhed, der har det Formaal at for­andre Massernes Vurderinger med Hensyn

Vi sætter os nu den Opgave at bestemme de teoretiske og praktiske Forskelle mellem de tre Propagandaformer : Masseoplysning, Massesuggestion og Masseopdragelse. Men først maa vi definere Begrebet Masse. Ikke enhver tilfældig Menneske­mængde udgør en Masse. For at den skal være en Masse fordres det:

at den betragtede Mængde i en eller flere Henseender danner en afgrænset Helhed i Forhold til andre Mængder og at de enkelte Individer i Mængden i en eller flere Henseender føler sig hørende til denne Helhed og har en vis Kontakt med andre Individer der hører til Helheden.

Eksempler paa Masser: En Nation

Enhver Masse har sædvanligvis en Fører, der massepsykolo­gisk set indtager den Særstilling, at han samtidig hører med til Massen som en integrerende Del og samtidig staar udenfor den. Nærmere forklaret: Foruden andre Egenskaber af mere eller mindre teknisk Art maa han have den psykologiske Egen­skab, at han er i Stand til at føle sig eet med Massen og tillige i Stand til at føle sig som et isoleret Individ i Forhold til Massen. Den Rolle Føreren spiller er iøvrigt meget forskellig i forskel­lige Masser. Den afhænger baade af Massens Struktur og af dens Organisationsform. Forholdet mellem Fører og Masse frembyder dog trods alle Forskelle og Variationer den betyd­ningsfulde massepsykologiske Ejendommelighed, at Føreren sædvanligvis er Overføringsobjekt for Massens Individer, og selv har ihvert Fald i Perioder en Modoverføring paa Massen.

Set fra et teoretisk massepsykologisk Synspunkt er Beteg­nelsen Fører uheldig, fordi det let kunde forlede En til at tro, at der sker en ensidig Paavirkning af Massen fra Førerens Side. Dette er aldrig Tilfældet. Ligegyldig, hvorledes Massen er or­ganiseret, vil der altid foregaa en gensidig Paavirkning, idet Førerens Modoverføring bevirker, at han paavirkes af Impulser fra Massens Side, selvom han ikke er indstillet paa det, hvad han dog i Almindelighed er.

Forholdene kompliceres derved at der i samme Masse kan være flere indbyrdes rivaliserende Førere og derved at en Masse paa ganske samme Maade som et Individ kan være mere eller mindre splittet og delt.

Det, som kitter en Masse sammen, er - foruden Forholdet til Førerens Person - en fælles Tro, et fælles Haab, fælles Maal eller Idealer. Det varigste Bindeled er en fælles Livsan­skuelse eller en Ideologi, I denne Forbindelse kan ogsaa nævnes den allerede omtalte Massenarcisme.

3) Typeinddeling af Massen.

Hvis man vil finde ud af, hvorledes de forskellige Propagan­daformer virker paa en Masse, maa man først og fremmest gøre sig klart, hvad en Masse bestaar af, eller anderledes ud­trykt, hvorledes dens Struktur er. Folk er som bekendt meget forskellige, og man kommer ikke ret langt med sin Forstaaelse, hvis man tror, at de alle reagerer ens overfor Massepaavirk­ninger. Man maa med andre Ord inddele Massen i Typer.

1)     Man kunde her komme med den teoretiske Indvending, at kun Neurotikere danner Overføringer. Praktiske massepsykologiske Iagttagelser viser imidlertid, at den nævnte Overføringsrtendens er en Kendsgerning. Man kan deraf slutte, at det store Flertal af Menneskene i vore Dage maa være udstyret med neurotiske Træk.

2)    Ordene Livsanskuelse og Ideologi (Idelære) bruges ofte i Flæng. Forskellen er efter min Opfattelse den, at man ved Livsanskuelse mere tænker paa de individuelle og personlige Variationer, medens man ved Ideologi mere tænker paa det fælles. Ordet Ideologi forbindes ofte ensidigt med visse politiske Bevægelser. Jeg bruger det har og i det følgende i en ganske almen og abstrakt Betyd­ning.

I den psykoanalytiske og psykiatriske Litteratur er der i de senere Aar fremkommet forskellige Typeinddelinger af Menne­skene. De vigtigste er følgende:

i Bogen "Charakteranalyse". Eksempler paa hans Typer: Den hysteriske Type, Tvangstypen, den fallisk­narcistiske Type og den masokistiske Type.

i Bogen "Psychologische Typen". Eksemp­ler paa hans Typer: Den introverterede (indadvendte) Type, den extraverterede (udadvendte) Type, Tænketypen, Følelsestypen, Fornemmelsestypen og den intuitive Type.

i Afhandlingen "Libidinose Typen".

Denne Inddeling, som er fremkommet i Freuds Alderdom, har haft overmaade ringe Betydning.

d)

Som Kritik af alle disse Typeinddelinger kan fremføres:

1) De bygger enten paa ubeviste Hypoteser eller paa uklare eller direkte falske Teorier. D. v. s. at de allerede videnskabe­ligt set er meget tvivlsomme.

2) Ingen af dem har praktisk Anvendelighed udover Special­omraader, ingen af dem fremhæver nemlig de

For­skelle mellem Menneskene: A) Forskellen mellem sjæleligt syge og sjæleligt sunde og B) Forskellen mellem socialt og kulturelt set

3) Alle de nævnte Forskere begaar den fundamentale Fejlta­gelse ikke at skelne skarpt mellem sygt og sundt Sjæleliv.

4) Alle de nævnte Typeinddelinger er fremkommet ad samme Vej: Den paagældende Forsker er begyndt med at studere syge Individer og har paa dette Grundlag opstillet sin Typeinddeling. Derefter har han draget den falske Slutning, at samme Type­inddeling maatte være gyldig for sunde Mennesker.

5) Ingen af disse Typeinddelinger kan anvendes som teore­tisk Grundlag for en Vurdering af Menneskenes relative sociale eller kulturelle Værdi. De maa derfor alle forkastes som teore­tisk og praktisk set værdiløse ud over Psykopatologiens Om­raade.

Naar de af Videnskaben opstillede Typeinddelinger viser sig værdiløse, kunde man let komme paa den Tanke, at den eneste Mulighed var den, at anvende en rent praktisk Typeinddeling f. Eks. ud fra de bestaaende politiske Partier. Ad den Vej kom­mer man imidlertid heller ikke langt: Et politisk Parti er i sig selv en afgrænset Masse, som indeholder mange forskellige menneskelige Typer indenfor sine Rammer.

Naar hverken Videnskaben eller det praktiske Liv kan give os det rette Fingerpeg, hvad bliver der saa tilbage? Maa vi saa opgive vort Forehavende om at skaffe os et rationelt Overblik over de forskellige Typer indenfor en Masse?

Aldeles ikke. Tilbage bliver nemlig

Og han kommer hurtigt til det Resultat, at de forskellige Menneskers Værdi er højst forskellig:

Der er Individer, der kun bekymrer sig om deres egne snævre Interesser, og der er andre, der i vid Udstrækning arbejder for det fælles Vel uden at skele til egen personlig Fordel.

4) Nyt Princip for Typeinddeling.

Jeg har ud fra denne Betragtning inddelt Folkemasserne i 5 Typer, som jeg har ordnet i en Skala eller Trappe paa en saa­dan Maade, at Typens Plads angiver dens samfundsmæssige Værdi, idet Type I har den mindste Værdi og Type V den høj­este.

Samtidig er det, som vi senere skal se, saadan, at min Type­skala danner en naturlig Udviklingsrække, d. v. s. at det er umuligt for et Individ at udvikle sig fra en lavere Type til en højere uden at gennemløbe de mellemliggende Trin.

Videre er der det at bemærke ved min Typeinddeling, at ­saaledes som Samfundet er i Øjeblikket - det store Flertal af Borgere hører til de lavere Typer, og at Antallet af Individer hørende til en bestemt Type bliver stedse mindre, jo højere vi kommer op i Skalaen.

Det vil med andre Ord sige, at naar vi bevæger os fra et la­vere Trin i Skalaen til et højere, er der tre Ting at mærke sig: 

1) Vi naar til en værdifuldere Type,

3) vi naar til en sjældnere Type.

Vi maa endelig mærke os, at Typerne naturligvis aldrig fore­kommer i absolut Renkultur. Anderledes udtrykt: der findes i Virkelighedens Verden ingen fuldkomne Typer, kun Tilnærmel­ser. Det forholder sig i al Almindelighed med Begrebet Type som med de geometriske Begreber: Det er Idealbegreber, som ikke forekommer i Virkelighedens Verden, men' som er nødven­dige, hvis man paa en simpel Maade vil iagttage, beskrive og reflektere over Virkelighedens Verden, d. v. s. udforske Virke­ligheden. Jeg skal nu give en ganske kort Beskrivelse af de forskellige Typer.

Type I. Den naive.

Beskrivelse: Tager Verden for det, den giver sig ud for at være. - Skelner ikke mellem væsentligt og uvæ­sentligt. - Lever Livet legende. - Har overhovedet ingen selv­stændige Meninger, hans Meninger og Anskuelser er nemlig be­stemt af enten hans Opdragere eller af den officielle Propa­ganda. Værdien af den naives Ydelse overfor Almenheden er = O, han er nemlig helt og fuldt optaget af at klare Dagen og Vejen for sig selv og sin eventuelle Familie. Hans Sindsstem­ning svinger uden Overgang fra den højeste Optimisme til den dybeste Pessimisme, nemlig naar Verden gaar ham imod.

Beskrivelse: Svinger mellem den naivt troende Indstilling og en Indstilling bestemt af Tvivl paa alt og alle. Under den sidste Indstilling er Fobikeren fyldt af Angst, som han imidlertid ikke tager helt alvorligt og derfor heller ikke bekæmper paa nogen rationel Maade. Hans Ind­stilling til Livet er dels legende, dels planløst eksperimente­rende.

Disse Grænser forhindrer ham i at lære Verden at kende. Han er der­for sammenlignet med de følgende Typer meget uvidende. Det vil af denne Beskrivelse forstaas, at hans samfundsmæs­sige Værdi nærmer sig stærkt til O. Naar man i det hele taget kan anbringe ham højere paa, Skalaen end den naive, er det ikke saa meget paa Grund af hans øjeblikkelige Værdi:  Han kan hurtigere udvikle sig til at blive et værdifuldt Individ, end den naive kan.

Type III. Realisten.

Beskrivelse: Han kan betragtes som en Fobiker, som har nedbrudt sine Grænser. Hans Indstilling er bestemt af det

Han har intet af den legende Indstilling tilbage, for ham er det Alvor. Han tager navnlig sig selv og sin Stræben alvorlig, sommetider for alvorlig. Han har Plan i sin Forskning, men denne Plan bryder ofte sammen, fordi han aldrig er i Stand til at foretage nogen Vurdering og derfor ikke kan skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Han henfalder let til Pedanteri og drukner i Bagateller.

Realisten kan have en vis Værdi for Almenheden, idet enkelte af hans Iagttagelser kan lede andre paa værdifulde Spor. De fleste af hans Iagttagelser er dog værdiløse for andre end ham selv.

Type IV. Idealisten.

Beskrivelse: Som vi allerede har set, er Realisten paa, en vis Maade Idealist. Idealisten og Realisten er derfor ikke, som man kunde tro, diametrale Modsætninger. Den afgørende Forskel er den, at Idealistens Idealer er Samfunds­idealer, medens Realistens er Jeg-Idealer. Realistens højeste Ideal bestaar i en Stræben efter personlig Berigelse, nemlig Be­rigelse med Erkendelse og Viden. Realisten mangler derfor paa et afgørende Punkt et af den ægte Idealists særlige Karakter­træk:

Idealisten er op­fyldt af en Bestræbelse for at forandre den og forbedre den.

Den fuldt udviklede Idealist er aldrig i Tvivl om sin Vurde­ring af Menneskene og Samfundet,

Han er derfor i Stand til paa Forhaand at tage Afstand fra visse Fænomener, som ingen Berøring har med hans Stræben, d. v. s. at naar han forsker, er han i Stand til at holde sin Forskning indenfor bestemte Rammer. Hans Forsk­ning er derfor i Modsætning til Realistens overskuelig og be­friet for overflødige Enkelteder. Han er helt og fuldt kommet ud over den legende Indstilling overfor Tilværelsen.

Jeg maa i denne Forbindelse gøre opmærksom paa, at naar jeg i dette strengt teoretiske Afsnit taler om et Individs eller en Types Værdi, mener jeg overalt: Den Værdi, som den paa­gældende i gunstigste Tilfælde kan faa for Almenheden. Det er nemlig indlysende, at ikke alle Mennesker realiserer deres Mu­ligheder. Den praktiske Værdi af et givet Individ kan derfor under ingen Omstændigheder fastslaas ad rent teoretisk Vej ved Hjælp af en Typeinddeling alene. Naar Talen er om Vur­dering af en Idealists almene Værdi, maa man ikke glemme, at Vurderingen vil være i afgørende Grad afhængig af, hvorledes den vurderende Person stiller sig til den paagældende Idealists konkrete Idealer.

Inden jeg gaar over til Omtalen af den femte og højeste Type, vil jeg gerne føje nogle Bemærkninger til det allerede sagte angaande de fire første Typer:

1) Der forekommer i vort Samfund andre og betydningsfulde Forskelle mellem Menneskene end de, som fremgaar af min Typeinddeling. Der er f. Eks. Forskellen mellem normale paa den ene Side, neurotisk hæmmede paa den anden.

2) De her nævnte Typer er historisk set tidsbestemte. Der er derfor Mulighed for, at der under ændrede Samfundsforhold vil optræde helt andre Typer.

at være naiv . Jeg har iagttaget Børn af højtstaaende Typer, som var i høj Grad realistisk indstillede i deres aller­første Leveaar. Jeg vil paa den anden Side paastaa, at den overvejende Majoritet af nulevende Kulturmennesker

tilhører den.

4) De nævnte Typer kan i den Orden, de er nævnt be­tragtes som uomgængelige Udviklingsstadier fra den naive til den idealistiske Tilstand. Det er indlysende, at den naive umu­ligt kan springe op til det realistiske Stadium uden først at have gennemløbet det fobiske. Det er nemlig først Angsten og Tviv­len, som kan drive den naive ud af sin legende Indstilling og over i den forskende.

5) Det er lige saa indlysende, at Fobikeren ikke kan gaa hen og blive fuldblods Idealist en skønne Dag uden først at have gennemløbet det realistiske Stadium. For at blive ægte Idealist, d, v. s. være besjælet af den Stræben, at forandre Verden til det "bedre", maa Individet

6) Det er videre indlysende, at Idealismen er et

a) at han forstaar, at hans "objektive" Indstilling til Verden var et Selvbedrag, at han i Virkeligheden inderst inde vurderede men paa en irrationel Maade. Han beslutter derefter at revidere sine Vurderingsmaalestokke.

b) Da Verden har skuffet ham, beslutter han at yde sit Bidrag til, at den forbedres.

Af Punkt a) og Punkt b) følger, at han fra den realistiske Indstilling er gledet over den idealistiske.

Lad os først mærke os, at den geniale Type er den eneste, der er i Stand til at skabe nye Ideer, der kan leve udover et Par Decennier, og at det er fra Genierne, at Idealisterne henter den Kraft og Inspiration, som gør det muligt for dem at forfølge deres ideale Stræben trods den Modstand, som de uvægerligt møder. Geniets fornemste Kendetegn er følgende:

at forbedre Verden, d. v. s. bringe Kulturudviklingen ud over neurotiske Standsninger og Menneskeheden ud over kaotiske Tilstande.

Ethvert Forsøg paa at gøre Geniet psykologisk forstaaeligt for Individer staaende paa et lavere Udviklingstrin maa nødvendigvis mislykkes. Dette kan bI. a. indses ved følgende Ræson­nementer:

1) Geniet er i Modsætning til almindelig Antagelse et nor­malt Menneske. Slagordet, at Genialitet og Galskab hører sammen, skyldes Iagttagelser af mislykkede eller kun halvt udviklede Genier. Paa samme Maade som det normale Menneske ofte faar sygelige sjælelige Træk i Overgangsalderen, faar det Menneske, som er i Færd med at udvikle sig til Geni ofte sygelige Træk, som imidlertid senere forsvinder, naar Genialiteten er brudt helt igennem. Vi kan altsaa fastslaa, at det fuldt udviklede Geni er et normalt Menneske. Heraf følger, at Geniet ikke kan gøres til Genstand for psykologisk Udforskning, det normale Menneske kan - som andetsteds forklaret - ikke udforskes psykologisk.

2) De sjælelige Processer foregaar hos Geniet i et langt hurtigere Tempo end hos Ikke-Genier. Heraf følger bI. a. at Ge­niets sjælelige Indhold er mange Gange større, end det, som forekommer hos Ikke-Genier. Alene af den Grund vil det være umuligt for et Ikke-Geni at forstaa et Geni, kke-Geniet kan nemlig simpelthen ikke overkomme at gøre sig bekendt med Geniets sjælelige Indhold. Hertil kommer, at ethvert Geni har sjælelige Indhold af en hidtil ukendt Art, som det derfor tager lang Tid for Ikke-Genier at gøre sig fortrolige med.

Enkelte Sider af Geniets Væsen er det dog muligt at gøre Ikke-Genier forstaaelige. Det er f. Eks. meget oplysende at sam­menligne Geniet med de allerede nævnte lavere Udviklings­typer. Geniet har Lighed i sine Reaktioner og Indstillinger med alle de foregaaende Typer, og han udmærker sig ved den sær­lige Evne, med kort Varsel og vilkaarligt at kunde antage de foregaaende Typers Indstillinger i en vis Tid. Denne Evne sæt­ter ham i Stand til at forstaa disse Typers psykologiske Reak­tioner. Det omvendte er, som allerede nævnt, ikke muligt. Man kan med Rette sige, at Geniet har overvundet de foregaaende Udviklingstrin, men ikke bortkastet dem.

er Geniet i Stand til at leve Livet legende - for en Tid - men det vil bagefter vise sig, at medens han tilsyneladende blot legede, lagde han Grunden til senere Resul­tater af afgørende Betydning for Menneskeheden.

kan Geniet være fyldt af Angst og Tvivl, men Angsten og Tvivlen lammer ham ikke men sætter omgaa­ende Tænkning og Forskning eller Eksperimentering igang, hvorved nye og betydningsfulde Resultater naas. Ligesom Fo­bikeren kan han eksperimentere planløst, og det kan ske, at han gør sine vigtigste Fund ligesom ved en Tilfældighed dog, dette er kun tilsyneladende under de samme Omstændigheder vilde nemlig et Ikke-Geni overhovedet intet have fundet (Eks. Newtons Æble og Ørsteds Fund af Elektromagnetismen).

er Geniet i Stand til at stille sig objektivt og uden forudfattet Mening overfor Livets Foreteelser og deri­gennem lære Livet at kende, "som det er". Men medens Rea­listen aldrig naar sine Maal - hans Studium er endeløst - op­naar Geniet Gang paa Gang den Tilfredsstillelse at udtømme alt, hvad der er værd at vide om et Emne, som han har sat sig for at beherske.

tager Geniet ikke Verden, som den er, men stræber efter at forandre den. Men hvad Idealisten blot stræber efter, men ikke - paa Grund af sin Ensidighed og Fanatisme - altid opnaar fuldtud, det realiserer Geniet. Geniets Paavirk­ninger af sine Medmennesker og hans Resultater kan med god Grund kaldes Mirakler, hvis man ved Mirakel ikke forstaar noget overnaturligt, men blot noget, for det almindelige Menne­ske komplet uforstaaeligt. - Men Geniet forstaar selv, hvor­ledes han gør sine Mirakler. De kommer ikke "af sig selv", men som Resultat af langvarige anstrengelse og maalbevidst Ar­bejde.

8) Løsning af Problemet.

Væbnede med denne Typeinddeling af Folkemasserne vender vi os nu for anden Gang imod Problemet:

i

? Hvad før var vanskeligt, bliver nu let som Columbus' Æg:

er den Form for Propaganda, der har til Formaal at opløfte Masserne fra de to laveste Udviklingstrin (det naive og det fobiske) til det realistiske Udviklingstrin.

2)

er den Form for Propaganda, der har til Formaal at faa Masserne til at marchere i den af Propaganda­ledelsen ønskede Retning - uden samtidig at løfte Masserne op i et højere Plan.

Begrundelsen for disse Definitioner har jeg allerede givet i det foregaaende Afsnit, hvor jeg har beskrevet de forskellige Typer. Jeg skal her blot tilføje:

1) Fobikerens og realisten Hovedmaal er personlig Erken­delse = personlig Oplysning henholdsvis indenfor snævrere (Fo­bikeren) og videre (Realisten) Rammer. For at løfte en naiv op til Fobikerens Udviklingstrin eller en Fobiker op til Reali­stens kræves altsaa en Tilførsel af Oplysning og intet andet.

2) Derimod kræves der Opdragelse for at løfte en Realist op i Idealistens Plan, idet dette forudsætter en Opgivelse af hans personlige Idealer (Jeg-Idealer) til Fordel for mere al­mene Idealer. Populært udtrykt er Realisten mere egoistisk og egocentrisk end Idealisten. Bemærk i denne Sammenhæng, at

hvad enten den er af videnska­belig, kunstnerisk eller anden Art.

3) De ovenstaaende tre Formuleringer kan betragtes som Definitioner af de respektive Begreber. De er derimod ikke Ud­tryk for den gængse Anvendelse af Ordene, der, som allerede bemærket, er højst uklar og variabel.

9) De tre Propagandaformers relative Værdi.

Vi gaar nu over til at diskutere det næste betydningsfulde Problem:

Hvorledes er de forskellige Propagandaformers relative Vær­di? Anderledes udtrykt: Hvilken eller hvilke Propagandaformer bør foretrækkes, naar man har Valget mellem dem alle tre?

Til den Ende maa vi sammenligne de tre Metoder to og to:

a) Sammenligner vi

Omvendt kan Opdragelse ikke erstatte Oplysning, da kun den realistiske Type er i Stand til at erhverve sig tilstrækkelig sta­bile personlige Idealer. Anderledes udtrykt: Oplysning er det eneste sikre Fundament, hvorpaa en idealistisk Ideologi kan opbygges. Uden et realistisk Kendskab til Verden og dens Ska­vanker kan Masserne ikke faa den rette Drivkraft i sin Be­stræbelse for at forbedre Verden. Hvis man vilde forsøge at opdrage Masserne til Idealisme uden samtidig at give dem den rette Oplysning, vil Resultatet blive en blandet Flok Hyklere og naive Fanatikere uden sand Idealisme.

Hermed har jeg paavist, at Masseoplysning og Masseopdra­gelse ikke kan vurderes i Forhold til hinanden,

b) Naar vi nu skal gaa over til at diskutere

Dernæst maa vi lægge Mærke til, at det frie Valg mellem de tre Propagandametoder ingenlunde altid foreligger,

Er den til Raadighed staaende Tid begrænset, det til Raadig­hed staaende Propagandaapparat relativt lille og Opgaven den, hovedsagelig at paavirke de brede Folkemasser, vil Opgaven i de fleste Tilfælde

kunne løses, hvis man lægger Hovedvæg­ten paa Massesuggestion.

10) Massesuggestionens daarlige Sider.

Imidlertid gør man klogt i at begrænse Massesuggestionens Brug til det mindst mulige i Forhold til Masseoplysning og Opdragelse - af følgende Grunde:  

1) Enhver Massesuggestion har den Virkning, at den automa­tisk fremkalder en Kontrasuggestion fra den modsatte Lejr. Heraf følger, at en Forudberegning af de endelige Virkninger er overmaade vanskelig for ikke at sige umulig.

2) Massesuggestion kan let komme til at virke som en Bome­rang, der vender sig om i Luften og rammer dem, som udsendte den. De Slagord, som en Massesuggestion bI. a. bygges paa, bliver i den Grad indpræget i Massernes Hukommelse, at Erin­dringen let dukker op paa et ubelejligt Tidspunkt.

3) Massesuggestion har næsten altid den uheldige Eftervirk" ning, at den virker bremsende paa den senere Masseoplysning og Opdragelse udgaaende fra det samme eller et andet Propa­gandaapparat. Hvordan kan det være?

Simpelthen fordi Massesuggestion altid bygger paa anti-op­lysende og anti-opdragende Principper.

Massesuggestion er anti-oplysende, fordi dens Formaal er, at faa Masserne til at marchere uden samtidig at løfte dem op i et højere Udviklingsplan, d. v. s. uden at aabne Massernes øjne for Virkeligheden. Det er en Kendsgerning, at Massesug­gestion som oftest er maskeret som Oplysning. Man skal selv i mange Tilfælde være særdeles godt oplyst i Forvejen eller i Besiddelse af fremragende kritiske øjne, for at gennemskue den Forvrængning af Virkeligheden eller ensidige Fremhævelse af visse Kendsgerninger paa andres Bekostning, som Massesugges­tionen gør sig skyldig i.

Massesuggestion er anti-opdragerisk. Hvorfor? Masseopdra­gelse bestaar i at give Masserne paa samme Tid Handlingsim­pulser og en Ideologi, som begrunder disse Handlingsimpulser. Massesuggestionen giver Masserne Handlingsimpulser uden at indpræge den tilhørende Ideologi. Da Handlingsimpulserne altid maa begrundes paa en eller anden Maade, følger' af det foran sagte, at Massesuggestionen er tvunget til at begrunde de givne Handlingsimpulser paa en forkert Maade eller, som man siger i Psykoanalysen: Handlingsimpulserne rationaliseres, d. v. s. de gives en Fornuftbegrundelse, som ikke er den rigtige. Enhver klartseende Opdrager vil attestere, at en af de største Hæmsko for opdragerisk Paavirkning er Elevens tidligere erhvervede Rationaliseringer.

Et godt Eksempel paa uheldige Virkninger af Massesugges­tion har man i visse videnskabelige Skoler, hvor Massens Sam­kitning besørges af fælles Trossætninger, der tjener til ideologisk Overbygning paa en Massesuggestion. Jeg har andetsteds ("En Psykoanalytiker i Løvens Hule") betegnet saadanne viden­skabelige Masser som

1)       

Del siden